Designtænkning med udgangspunkt i en bred base af kompetancer er den større designvirksomheds styrke. Mennesker. Mange mennesker. Som alle bidrager til at vende dreje og afdække forhold i forbindelse med en designopgave. Professionelle som alle bidrager til at skabe enestående løsninger… og store omkostninger.

Heroverfor står de små designvirksomheder med færre kompetancer, langt færre omkostninger og et par helt unikke muligheder.

Små designvirksomheder er agile – og de er mange

Helt små virksomheder har ganske kort mellem analyse og aktion. Der er altså tale om små effektive enheder uden større økonomisk overhead. I en strategisk alliance, i form af et partnerskab mellem to eller flere enkeltmandsvirksomheder, kan små designvirksomheder håndtere komplekse designopgaver. Der er indlysende faldgrupper, men den potentielle gevinst for en lille virksomhed opvejer helt risikoen ved et partnerskab.

Faldgrupper ved alliancer mellem små designvirksomheder

En samarbejdskontrakt som angiver hvad samarbejdet dækker er en forudsætning for dette. Hvordan fordeles indtjening, rettigheder og udgifter mellem parterne. Hvordan bringes samarbejdet til ophør og hvordan deles rettigheder i denne situation. Når samarbejdsaftalen er på plads kan ideerne deles frit og frugtbart. Kontrakten er fundamentet for et samarbejde, men der skal en hel del mere til. Listen herunder beskriver blot de mere indlysende faldgrupper – skriv gerne en kommentar hvis du har mere input.

• Dårlig kemi – indlysende, men det skal nævnes
• Mangel på respekt for aftaler – samarbejdet klinger hurtigt af hvis aftaler har lav prioritet
• Ide-fedteri – ideerne skal lægges på bordet hvis de skal vokse og modnes
• Mangel på kommunikation – henvendelser fra alliancepartnere skal besvares hurtigt og husk Cc feltet i mails til fælles leverandører og kunder

Deling er en konkurrencefordel

Ideer vokser mellem flere aktører. Ideer skal deles, måles, prøves og skydes ned for at kunne genopstå i en ny og stærkere form. Den lille designvirksomhed er tit tilbageholdende med deling af ideer – ofte baseret på en frygt for at miste muligheden for at kapitalisere på dem. Indimellem er der her tale om en rettidig omhu, men ofte er denne praksis direkte skadelig for den lille virksomhed.

Få samarbejdsaftalen på plads så ideerne kan flyde frit. Så vil scenen være sat for fri deling af ideer.

Prøv modellen, ræk ud – og se hvad der sker…

Tankerne bag en eksplorativ brief er, som alt andet på denne blog, baseret i praksis.
Vi kender alt for godt det “utilstrækkelige briefingdokument” – Kunden har en ide som skal eksekveres: Gør denne _____indsæt designobjekt____ lækker. Designeren er hverken stylist eller taxachauffør. Men vi har vist alle, på et eller andet tidspunkt i vores karriere, haft en af disse roller. Bare at skulle sminke et produkt. Det kan være svært at undgå i en designers virkelighed.

Et briefoplæg er ofte skrevet af hhv.designkøbere som hverken har den fornødne indsigt i den designpraksis eller teori som de er købere af og designkøbere som blot har en teoretisk indføring uden den fornødne basis i praksis. Desværre bliver der flere og flere af disse indsigtsløse designkøbere af ørkesløst, uinspireret og ensartet design.

– Det var den negative holdning.

Men. BIlledet kan vendes gennem inddragelse, og inddragelse er netop resultatet af en eksplorativ briefingproces. Gennem struktureret brug af interview- og mødeværktøjer kan den kedelige og utilfredsstillende situation beskrevet ovenfor vendes og benyttes til at skabe et fundament for designtænkning.

Værktøjet – den eksplorative brief — kan benyttes af både designere og deres kunder. I en eksplorativ briefingsituation formes den endelige brief langsomt gennem struktureret samtale imellem alle parthavere i designopgaven. Det er indlysende at der for den pågældende opgave skal opstilles en række kriterier som skal honoreres — et problem skal løses, dette er grundlaget for en hvilkensomhelst designsituation — se “Designbriefens indhold – de hårde facts” senere i denne artikel.

Den Eksplorative Brief

Den eksplorative brief er forskning gennem interview. Undersøgelse af et problem og dettes grundlæggende bestanddele. I et forsøg på at give denne proces en klar struktur vil jeg præsentere to teoretikere: Steinar Kvale og Edward de Bono.

Kvale er forfatter til grundbogen for forskningsbaserede interviewere, de Bono kender mange fra hans cognitive system, de 6 tænkehatte.

Praktisk struktur

Den eksplorative brief består af et interviewforløb i 3 faser efterfulgt af den egentlige skrivning af en brief:

1. deling af tilgængelig information mellem kunde og deisgner og efterfølgende mødeforberedelse
2. eksplorativ mødesituation med beslutningsreferat
3. endelig rapportering af briefingresultater

Deling af tilgængelig information og efterfølgende mødeforberedelse

Allerede her bliver processen kompliceret. Information — hvilken mængde er den rigtige. Hvordan finder designer og kunder det punkt hvor massen af information giver det ideelle udviklingsgrundlag? Skal alt med? Fungerer designeren bedst med et præcist destillat?

Svaret er ikke konkluderende. Min personlige holdning er følgende: Giv mig alt, så skal jeg nok sortere. Men mange vil finde denne fremgangsmåde stærkt uhensigtsmæssig og upræcis og foretrække en langt mere styret informationsmængde — jeg tvivler dog på om det er en realistisk forventning at en destilleret/styret/reduceret informationsmængde vil kunne skabe grundlag for innovative løsninger .

Hvis designeren ender med en bunke tætskrevne ark/URL’er/mails som afdækker alle mulige og umulige aspekter af en given designopgave så er der løsninger:

Fat en kop af den foretrukne varme drik. Sæt dig ned med bunken foran dig og læs hurtigt og i et stræk alle overskrifter, mellemrubrikker, noter, billedtekster og figurer. Del herefter bunken op i tre: 1. vigtig, 2. tvivler og 3. mindre vigtig. Nærlæs bunke 1. og del den op i relevante sektioner: Begrænsninger, faktuelle krav (tid, pris, produktion, målgruppe, funktion osv), følelsesmæssige krav/ønsker — Skim igen bunke 2 og overvej om der er noget at hente her.

Ring til kunden og afstem. Aftal et indledende møde:

Eksplorativ mødesituation med beslutningsreferat

Kvale opstiller følgende forløb i forbindelse med et interview:

1. Tematisering. Hvad er formålet med interviewet?
2. Design. Hvad skal du finde ud af og hvordan gør du det?
3. Interview
4. Transskription
5. Analyse
6. Verifikation. Er dine resultater i orden?

Suppleres Kvale med de Bono skabes der basis for en struktureret metode til afdækning af problematikker i forbindelse med en given opgave. På den ene side Kvales strukturerede gennemgang af praksis for forskningsinterviewet og på den anden de Bonos 6 tænkehatte:

• Hvid, for den rå ufiltrerede information
• rød for følelser – ikke nødvendigvis med belæg
• sort, for forsigtighed og overlevelse
• gul for optimisme og muligheder
• grøn for vækst og nye ideer
• og blå for overblik og kontrol

I praksis kunne de Bonos hatte benyttes som beskrevet i følgende fiktive eksempel:

Et møde indledes med mødelederens brug af den blå hat, der sætter mødets præmis og præsenterer en agenda. Blå afløses af hvid. Al tilgængelig information præsenteres for mødedeltagerene. Flere mødedeltagere vil gerne kommentere men bliver bedt om at notere deres kommentarer og præsentere dem senere. Mødelederen forslår at den røde hat tages i brug — der gives plads til de helt rå, følelsesladte kommentarer: “Jeg hader den ide, den holder ikke” — Kommentarerne bliver ikke underbygget. De er hverken saglige eller nødvendigvis rationelle. Den røde hat afløses af den sorte…osv.

Mange vil, som undertegnede iøvrigt, finde tænkehattene en smule poppede. Men giv tænkningen bag dem en chance. Deres styrke ligger i deres besnærende enkelhed. Den tilsyneladende banale tanke om “at tænke i kor” som de Bono bringer til torvs, giver mulighed for en fri mødetone som er hele grundlaget for innovation — hvis dine tanker ikke kan fremføres, så vil processen aldrig komme igang.

Kvale, på den anden side, beskriver det rene forskningsinterview — en kunde vil med stor sandsynlighed finde det en smule underligt at skulle stå model til et regulært forskningsinterview — listen fra Kvale er da også mest til orientering. Et interview i forbindelse med en brief vil bedst kunne forløbe som et eksplorativt eller samtalelignende interview. Hvad der er vigtigt i interviewsituationen er at designeren er udstyret med en række relevante spørgsmål, som tager deres udgangspunkt i det tidligere udleverede materiale. Hvis designer og kunde finder det relevant kan også kunden gennemføre et interview med designeren, dette kan give en afstemning af forventninger til designopgaven.

Endelig rapportering af briefingresultater

De to foregående faser kan relativt hurtigt gennemføres. Mange, også mindre opgaver vil kunne bære forløbet. Den 3. fase, derimod, kan være meget tidskrævende. Kan opgaven bære dette tidsforbrug er problemet til at overskue men hvis budgettet er meget stramt vil en klar fordeling af opgaver i forbindelse med fase 3 være nødvendig:

En god start vil være, i fællesskab, at skrive et hurtigt beslutningsreferat som afslutning af fase 2. Dernæst skal kunden skrive det endelige briefingoplæg og designeren skal kommentere og acceptere dette dokument som grundlag for opgaven. Done. Det var den hurtige metode. En anden langsommere og potentielt langt mere givende metode er denne:

Kunde(gruppe) og designer(e) går hver til sit og skriver brief’en som de mener den skal være. Herefter følger et møde hvor alle parter bliver nødt til at acceptere en række begrænsninger for og ændringer til deres opfattelse af opgaven. Det endelige dokument er grindlaget for designbriefen.

Design ER problemløsning. I det overstående eksempel kan alle parter demonstrere deres evne til netop dette.

Designbriefens indhold – de hårde facts

Hvad skal der så være i denne brief, når den eksplorative fase er overstået. Peter L. Phillips beskriver i sin bog “Creating the Perfect Design Brief” en række elementer som værende essentielle for en gennemarbejdet designbrief. Det skal bemærkes at denne liste ALTID bør være fulgt. På mindre opgaver kan kunden og designeren vælge at give kortfattede beskrivelser, men denne liste/kontrakt er det værktøj som gennem processen sikrer at alt forløber som aftalt:

1. Projektbeskrivelse og baggrund
2. Businesskategori
3. Målgruppe
4. Virksomhedsbeskrivelse
5. Business mål og design strategi
6. Projektmål, tidsplan og faseopdelt budget
7. Researchdata
8. Evt. bilag

Projektbeskrivelse og baggrund

En grundig beskrivelse af projektet, krav, specifikationer, målsætning, projektejerskab og successkriterier.

Businesskategori

Hvilken industri arbejder vi i og hvor i denne kan vi placere denne designopgave? Er der brug for en opdatering af den fælles forståelse her, mao sælger vi mad eller sælger vi livsstil?
Firmaets produktportefølge kan præsenteres her. Ligesom brandingkrav, konkurrenter osv

Målgruppe

Her vil en typisk beskrivelse som: “Kvinder ml. 30 og 40” med held kunne skiftes ud med en kortvarig etnografisk analyse.

Virksomhedsbeskrivelse

Den komplette præcise og autoriserede beskrivelse af kundens virksomhed til internt brug

Business mål og design strategi

Her skal designproblemet præsenteres i en form så alle parthavere kan skrive under på rigtigheden af det. Herudover skal det strategiske grundlag for processen beskrives så præcist som muligt. Og den designstrategi som skal benyttes for at nå business målsætningen.

Projektmål, tidsplan og faseopdelt budget

Beskriv de enkelte faser, lav en tidsplan for hver, fordel navne og ansvarsområder og lav et detaljeret buget for hver fase

Researchdata

Er der research? Er der 3. parts research? Er ny research nødvendig?

Evt. bilag

Alle relevante bilag
At forfatte en brief er en udviklingsproces. Det er nødvendigt at parterne kan lytte til hverandre, at alle er villige til at stille spørgsmål — også kedelige upoetiske spørgsmål som “kan vi ikke gøre det her lidt billigere?”. Briefen er også et organisk dokument. Få designopgaver forløber helt som planlagt, derfor vil løbende opdateringer ofte være en nødvendighed.

OG husk altid briefens mantra:

“Garbage in, garbage out”

— Det kunne sådan set være den eneste sætning i denne artikel.

Del gerne denne artikel med din kunde, og giv meget gerne feedback på indholdet.

Litteratur:

de Bono, Edward. (2000). Six Thinking Hats ®. Penguin: London

Kvale, Steinar. (2009). InterView (2. udg.). Hans Reitzel: København

Phillips, Peter L. (2004). Creating the Perfect Design Brief. Allworth: NY

Artiklen her giver en række bud på den praktiske implementering af designtænkningen i små designvirksomheder. Meget bliver med sikkerhed allerede gjort, noget bliver lige så sikkert gjort langt bedre end her skitseret, men måske kan elementer fra denne artikel skabe nye ideer i et par små designvirksomheder. Kommenter, som altid, gerne meget på indholdet i denne meget praktisk orienterede artikel. Lad os starte fra bunden:

Hvem skal betale for designtænkningen?

Små kunder har typisk små budgetter og små virksomheder ligeså. Der er ikke plads til armbevægelser. Kuren er deling af den økonomiske byrde. Giv en lav timepris eller aftal et helt fast timeantal første gang et værktøj (link til metodesamling) testes. Hvis kunden overhovedet ikke ønsker at arbejde med designtænkningen – så overvej grundigt hvorvidt samarbejdet skal fortsætte.

Den konstante opdatering af viden

Vi vil alle gerne have tiden til at indhente den viden om designprocesser, -metoder, -forskning og -resultater som skabes over hele verden med forrygende hast. En designmaster koster penge, og værst af alt så tager den tid — megen tid.

Svaret ligger på den ene side i en fornyelse af den designfaglige diskurs. Denne blog er et forsøg på det. En del læser den, men kommentarerne udebliver. Desværre. Diskursen her stopper med min skrivning.

En anden vej er delingen af viden – en disciplin som designeren desværre ikke mestrer. Vi er dårlige til at bruge hinanden og kundebasen er for lille til at vi henviser store job til konkurrenter som har en kernekompetance der passer til nétop det.

Og iøvrigt, din kernekompetance — kender du den?

Kundeinddragelse før brugerinddragelse

En vigtig del af designtænkningen ligger i en inddragelse af designkunden — inddragelse er lig med ejerskab. Og føler kunden at der finder en inddragelse sted, så bliver det meget lettere for kunden at stole på designerens kompetance — det bliver hermed lettere for designeren at sælge design til kunden.
For den lille designvirksomhed i det 21. århundrede er kunden en samarbejdspartner og et medlem af arbejdsgruppen.

En eksplorativ brief – kundeinddragelse 101

Formuleringen “eksplorativ brief” dækker over en interviewlignende samtale med kunden med udgangspunkt i det briefingdokument eller den opgaveformulering som foreligger. Designeren skal i den eksplorative briefproces være velforberedt, undersøgende og villig til at diskutere ideer. Jeg ved at mange ikke bryder sig om at diskutere ideer i den indledende fase af et designjob, men tager designeren de nødvendige forbehold for ideernes revlevans og kvalitet, kan denne process skabe et solidt fundament for et endeligt briefingdokument. Den helt store kunst, som er forbundet med den eksplorative brief, er at kunne stille de nødvendige kritiske spørgsmål til kundens egen brief, uden at skabe en uheldig atmosfære af kritik, samt at kunne lægge ideer på bordet og se dem blive vendt, drejet og kasseret. Den eksplorative brief kan beskrives som en prototypingproces for den endelige brief. Eller: “En tålmodig bevægelse ind i kundens virkelighed”.

Evig prototyping

Ethvert stykke færdigt design er en prototype af den HELT rigtige løsning. Kommenter, afdæk alle svagheder, styrker og spinn-off-muligheder – eller logiske alternative brugsmuligheder for produktet. Tag en helt åben snak med kunden og gør rede for eventuelle praktiske løsningsmuligheder.

Kunderne er tilvænnet de digitale mediers flygtige karakter — og det er kun lige begyndt. Når alle designparametre kan justeres hele tiden, så vil designbegrebet ligeledes skifte karakter. Det øger kundernes forventninger til hastighed, priser og kvalitet. En uformel prototypingproces giver designeren mulighed for at styre kundens forventninger.

Designeren i en lille designvirksomhed skal se sig som designkonsulent. En facilitator af designimplementering. Designprocessen er på ingen måde tilendebragt med det færdige design. Involver gerne kunden i alle aspekter og spekulationer – det reducerer antallet af misforståelser og sikrer at alle parthavere bliver hørt i designprocessen. Et yderligere plus er at involveringsprincippet sikrer at kunden har den fulde forståelse for designerens ekspertise. Mange designkøbere er overraskende uvidende om designerens præcise kunnen. Og de får kun denne viden ved at blive involveret i processen.

Brugen af feedback skal være en del af designerens DNA

Læringsprocessen er i konstant udvikling og hvert enkelt stykke design bærer en stor mængde læring for både designer og kunde. Den systematiske brug af feedback kan give både kunde og designer et værdifuldt arkiv af procesinformation, holdninger og evner. Denne fælles “arv” bidrager i sidste ende til at skabe en tæt kunde/designer relation — og det er egentlig hvad det hele handler om, relation og tiltro.

Hans Christian Asmussen

God Påske

PS: Det er stærkt moraliserende — indrømmet. Men indimellem kan designeren mærke knivens spids presse mod bugen.

Litteratur

Møllehave, Johannes (1985). La Fontaine · Fabler. Gendigtet af Johannes Møllehave. København: Hernov.

Når buzz-words som designtænkning trænger igennem til en større gruppe sker der ofte et meningsskred. Hver enkelt faggruppe skal indpasse begrebet i sit eget værdisæt. Der skæres kanter og indimellem mening. Jeg har samlet forskellige designeres/forfatteres indgange til en definition af begrebet i et forsøg på at skabe lidt overblik.

Designbegrebet

Problemerne starter egentlig allerede ved selve definitionen af design. Indtil for relativt få år siden var design noget som blev udført af en designer. En person med en faglig kompetance indenfor formgivning af diverse produkter. Denne enkle definition har været under voldsom udvikling gennem den sidste del af det 20. århundrede. Med samfundets øgede kompleksitet og udviklingen af stadig mere intrikate forretningsmodeller blev det nødvendige at give designbegrebet en ny bredde.

Definitionerne strækker sig vidt, fra det praktiske og præcise:

It can refer to a process (the act or practice of designing); or to the result of that process (a design, sketch, plan or model); or to the look or overall pattern of a product (“I like the design of that dress”)
John Walker

– til det langt mere filosofiske:

All men (Sic.) are designers. All that we do, almost all the time, is design, for design is basic to all human activity. The planning and patterning of any act toward a desired, foreseeable end constitutes the design process. Any attemt to separate design to make it a thing by itself, works counter to the fact that design is the primary underlying matrix of life.
Victor Papanek

Hvor Walker i høj grad definerer ordets sproglige betydning, arbejder Papanek i et ganske anderledes univers. Hans intellektuelt smukke designdefinition er helt ubrugelig, næsten destruktiv, når dagens designer skal finde sit ståsted i en verden hvor designbegrebet er blevet allemandseje.

En tredje definition kommer fra Dansk Design Center. Denne definition arbejder aktivt med den, helt centrale, æstetiske dimension. Det er en på mange måder velfungerende definition som dog har mangler. Ikke desto mindre har jeg valgt at benytte den i denne artikels sammenhæng:

Design = æstetik + merværdi

Design er resultatet af et bevidst og kreativt arbejde med en idé, et problem eller et ønske om forandring. Resultatet, materielt eller immaterielt, skal være præget af æstetik og skabe merværdi.

Jeg vil tillade mig at kalde denne definition for favnende. Som så mange mundrette definitioner er den umiddelbart logisk og tilforladelig. Men den er også udtryk for en uheldig simplificering af et ekstremt komplekst begreb.

Derfor er jeg ikke tilfreds med denne definition, den tager godt nok højde for det æstetiske indhold i design, og lægger derved afstand til de modeller som findes enten for regulære eller for filosofiske. Som udøvende designer mangler jeg specielt en ting i ligningen: VIDEN. Og den Viden bør eksistere hos designeren. Derfor er designbegrebet uden en definition af designeren – eller kreatøren og en tilsvarende præcisering af begrebet æstetik helt uden interesse for en designer som oplever en stadig kannibalisering af designbegrebet fra snart sagt alle sider.

Og så er der æstetikken. Store tænkere har sloges om hvad æstetik egentlig er lige siden 1753 hvor den purunge Alexander Baumgarten midt i Oplysningstidens rationelle klima — 30 år før Romantikken sætter ind — definerede den moderne opfattelse af netop dette begreb. En definition som har været under forandring lige siden. Og så her i andet årti af det 21. århundrede er design (som vi ikke rigtig kan blive enige om hvad er) = æstetik (som vi heller ikke rigtigt er sikre på hvad er) + merværdi (som ingen har nogensomhelst anelse om hvad er når det, som her, står alene) — blevet til en relativt officiel definition.

Designeren og tænkningen

Designeren er et menneske, som ved at trække på en bank af reflektiv erfaring parret med indgående viden om fremstillingsprocesser og en dyb formforståelse, skaber tilstande, processer eller artefakter, som løser et problem og har en fremtoning præget af skønhed.

Hvis vi kan blive enige om at ovenstående giver en plausibel definition af designeren, hvordan tænker hun eller han så? Jeg har gennemført en række interviews blandt grafiske designere for at få svar på netop dette. Jeg vil ikke gå nærmere ind i metoder eller den specifikke undersøgelse, blot vil jeg præsentere den model som med rimeligt belæg kan siges at afspejle den måde en designer tænker på:

Et bud på designerens proces — og måske tænkningen

En kort forklaring. Modellen baserer sig på Donald A. Schöns forskning, i særdeleshed hans tese omkring den professionelle praktiker og dennes arbejdsform. Schön kalder denne for refleksion-i-handling (reflection-in-action). For at præcisere dette kan vi benytte skitsen som eksempel. Skitsen som er en aktiv overvejelse af et problem. En løbende afsøgning/afgrænsning af en række forhold som knyttter sig til det problem som designeren forsøger at løse. Disse refleksioner-i-handlinger fordeler sig i en overordnet, muligvis spiralformet form, som kommer tættere og tættere på. Og til sidst munder ud i en beslutning. Det er den korte forklaring af modellen.
Den lange forklaring samt baggrunden for udformningen kan læses i min afhandling: Den grafiske designers arbejdsprocess. Afhandlingen kan hentes på issuu.com – link under Litteratur i slutningen af denne artikel.

Designtænkningen

Nu da forvirringen er total kan vi bevæge os videre til designtænkningen. Og dermed tilbage til artiklens udgangspunkt. Definitionen af designtænkning:

Tim Brown, IDEO.

CEO for IDEO Design, forfatter og designer Tim Brown er en af de helt store ambassadører for begrebet designtænkning. Han har skrevet flere bøger om emnet og er meget sikker i sin definition:

…a dicipline that uses the designer’s sensibility and methods to match people’s needs with what is technologically feasible and what a viable business strategy can convert into customer value and market opportunity.
– i Harvard Business Review, juni 2008

Hartmut Esslinger, frog Design.

Esslinger er grundlæggeren af designfirmaet frog Design. Han taler ikke direkte om designtænkning med om frog’s egen process frogTHINK. Denne proces er løseligt inddelt i tre faser. 1 Alternatives, 2 Random og 3 Provocation or Rejection. Kort fortalt dækker disse begreber over hhv. 1 fri association (Alternatives), 2 skub resultaterne af den frie association helt ud over kanten hvor de muligvis kan afføde overraskende iterationer(Random) og 3 ideerne føres frem til deres logiske konklusion og resultaterne forsvares overfor andre teams.
Esslinger ser i høj grad frogTHINK som et muligt redskab i stil med designtænkning.

Thomas Lockwood, Design Management Institute.

Lockwood er præsident for DMI i USA. Han har en PhD i designmanagement DMI arbejder på en større integration af design i erhvervslivet. På mange punkter har DMI gjort sig synonyme med designtænkning i business-sammenhæng. Instituttet har udgivet talrige bøger og artikler om emnet. Lockwood definerer designtænkning i samme baner som Tim Brown:

Design thinking is essentially a human centered process that emphazises observation, collaboration, fast learning, visulasation of ideas, rapid concept prototyping, and concurrent business analysis, which ultimately influences innovation and business strategy. The objective is to involve consumers, designers, and businesspeople in an integrative process, which can be applied to products, service, or even business design.
– i forordet til bogen “DesignThinking” fra 2010.

Roger Martin, Rothman School of Management, University of Toronto

Martin citerer Brown. Han benytter citatet herover fra Browns artikel i HBR. Hvad der gøre Martin spændende er at han prøver at nærme sig en egentlig definition af hvordan designeren egentlig tænker. Martin præsenterer den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce (1839–1914). Peirce skabte begrebet abduktiv tænkning. Dette kræver en forklaring. Peirce mente at ny viden ikke blot opstår ved deduktion (koppen er netop blevet fyldt med varm the, derfor må den være varm), eller induktion (jeg kan mærke at koppen er varm). Han skabte derfor begrebet abduktion (der står en kande med kaffe ved siden af koppen så den kunne være varm). Abduktiv tænkning er, med andre ord at se et mønster i en tilstand og angive en hypotese på baggrund af det formodede mønster – og dette er, for Martin, præcis hvad en designer gør.

Paul Rand (1914-1996)

Mesteren selv taler ikke om designtænkning. Men jeg har fundet et betegnende citat i hans bog, “Design, Form and Chaos” fra 1993:

Design is a personal activity and springs from the creative impulse of an individual. Group design or design by committee, although occasionally useful, deprives the designer of the distinct pleasure of personal accomplishment and self-realization. It may even hinder his or her thought processes, because work is not practiced under natural tension-free conditions. Ideas have neither time to develop nor even the opportunity to occur. The tensions encountered in original work are different from those caused from discomfort or nervousness…

Hvad nu?

Lidt provokerende kunne det hævdes at idet design er noget som vi alle praktiserer hvorfor så betale en designer for det?

Langt ude?

Ikke helt. Det forholder sig desværre sådan at langt de fleste professionelle designere har mærket tilstedeværelsen af denne holdning på egen krop/virksomhed. Der findes talrige eksempler på kunder som udbeder sig gratis oplæg på selv relativt små designopgaver. Jeg gør det ikke. Men det er der altid en eller anden som vil. Visse kunder “køber” gerne denne vare, som ikke på nogen måde har en markedsmæssig holdbarhed – og resultatet?

Kunder som langsomt bliver utilfredse med “standarden” i dansk design. Specielt den grafiske designbranche er hårdt ramt af amatører. Personer som gennem revalidering har modtaget et 3 ugers kursus i Adobes programpakker og derefter med statslig subsidieret soft- og hardware underbyder et presset marked. Det er hverken smart eller reelt.

Kan situationen på sigt skabe en designbranche som ikke kan overleve?

Dementi

Hele ideen om designtænkning er vel egentlig en business gimmick. Et opdragende manifest til en ny kundegruppe? Når Tim Brown taler om “the designers sensibility” hvad mener han så, har han tænkt sig at lære businessfolk at tænke som designere? Skal vi så lære at tænke som advokater? Både Brown og Esslinger har en stor økonomisk interesse i at kunne sælge principmodeller til businessverdenen. Rand derimod havde intet ønske om at blive en del af managementbranchen. Efter nedenstående illustration og billedtekst fra bogen “Design, Form and Chaos at dømme forholder han sig dybt kritisk til hele tanken om at sætte kreativitet på formel.

Paul Rands billedtekst: This rosette, an enlagement of a toy roundel, becomes a valid illustration for the abstract idea of intuition merely by being so dubbed.

Senere skriver han:

…I believe that design quality is proportionately related to the distance that exists between the designer and the management at the top.

Designere er nødt til at kæmpe for deres eksistensret. Vi er nødt til at skabe os et rum som er vores. Processen betyder meget, men vores faglighed og vores viden er det egentlige fundament for vores arbejde som værdiskabende kreatører. Har vi adgang til virksomhedens topledelse, så kan vi skabe resultater.

Det er egentligt ganske enkelt. Designtænkning, det er det vi kan. Helt uden hjælp. Vi skal bare sidde i den rigtige stol. Og hvis ikke business-verdenen kan finde ud af det, så må vi selv skabe små agile designvirksomheder, som producerer artefakter i en kvalitet som vi kan stå inde for.

Andelsbevægelse, anyone?

Litteratur:

Asmussen, Hans Christian (2009). Den grafiske designers arbejdsprocess. Masterafhandling. http://issuu.com/hcasmussen/docs/masterafhandling_asmussen

Brown, Tim (2008). Design Thinking. Havard Business Review. Reprint R0806E. Hentet 20.03.2010 fra: http://hbr.org/2008/06/design-thinking/ar/1

Esslinger, Hartmut (2009). a fine line. San Francisco: Jossey-Bass.

Lockwood, Thomas (Red.). (2010). Design Thinking. New York: Allworth Press.

Martin, Roger (2009).The Design of Business: Why Design Thinking is The Next Competitive Advantage. Boston: Harvard Business Press

Papanek, Victor i Julier, Guy. (2008). The Culture of Design (2. udg.). Sage: London

Walker, John i Julier, Guy. (2008). The Culture of Design (2. udg.). Sage: London